26. mai, 2014

Vindmølle-giganter ville neddysse akustikk-professor i 2008

Vindmølleproducenterne vil have miljøministeren til at overtale kommunerne til at tillade nye kæmpemøller, efter en kommune har nedstemt et projekt af frygt for lavfrekvent støj, som akustikprofessor Henrik Møller fra Aalborg Universitet advarer om.

 

 

Dansk Vindmølleforening og Vindmølleindustrien, med Hanne Jersild som Chefkonsulent (nu WWF), skrev brevet det henvises til i innlegget til daværende miljøminister Troels Lund Poulsen.

 

 

Af Mads Nyvold (27. juni 2008)

 

Landets kommuner er træge til at forstå budskaber fra Miljøstyrelsen og risikerer at basere afgørelser i vindmølleprojekter på frygtbaserede formodninger frem for fakta. Sådan lyder budskabet fra Danmarks Vindmølleforening og Vindmølleindustrien. I et brev til miljøminister til Troels Lund Poulsen (V) beder de ham skære igennem over for kommunerne.

 

«Vi anmoder derfor om, at du som ansvarlig for området vil formulere en klar offentlig udmelding til kommunerne,» skriver de.

 

Danmarks Vindmølleforening og Vindmølleindustrien indskærper over for Troels Lund Poulsen, at de kommunalt folkevalgte skal træffe deres afgørelse om vindmølleprojekter på baggrund af Miljøstyrelsens tidligere opfattelse af, at hvis de gældende grænseværdier for støj overholdes, så vil naboerne til vindmøller ikke komme til at døje med lavfrekvent støj. Danmarks Vindmølleforening og Vindmølleindustriens brev er sendt 23. juni. Anledningen var, at Thisted Kommune dagen efter skulle behandle et vindmølleprojekt i byrådet. Foreningen og brancheorganisationen gruede for et nej. Sådan blev det også med én enkelt stemmes flertal.

 

«Det er stærkt betænkeligt, at byrådet vælger at afvise et velforberedt udskiftningsprojekt på grund af usikkerhed om lavfrekvent støj, når al den viden, der er på området peger på, at det ikke vil udgøre et problem for naboerne,» siger chefkonsulent Hanne Jersild fra Vindmølleindustrien.

 

Danmarks Vindmølleforening og Vindmølleindustrien frygter, at afgørelsen danner præcedens i forbindelse med udskiftning og nye møller i andre kommuner. Af brevet fremgår det, at de helt præcist sammenkobler Thisted Kommunes beslutning med udmeldinger fra professor i akustik fra Aalborg Universitet, Henrik Møller. Han optrådte to dage før byrådets møde i et indslag på den regionale tv-kanal TV Midtvest. Tidligere har Henrik Møller gentagne gange udtalt, at Miljøstyrelsen ignorerer, at den lavfrekvente støj fra vindmøller overtræder grænseværdierne og er til gene for naboerne. En ny rapport forfattet af Delta, Risø DTU, Dong Energy og Aalborg Universitet om selv samme emne i forbindelse med kæmpemøller som nye naboer beskyldte han i maj for at være fordrejet. Ifølge Henrik Møllers opfattelse risikerer husejere helt op til 9,7 decibel mere lavfrekvent støj med kæmpemøller som nye naboer. Brevet henviser ikke til netop den debat, men understreger, at «debatten mellem de involverede fagfolk skaber en del forvirring og forundring blandt kommunalpolitiske beslutningstagere.»

 

«Der er tydeligvis behov for, at ministeren skærer igennem ved at give klar besked om den officielle vurdering af, at lavfrekvent støj ikke er et problem for naboerne, hvis de almindelige grænseværdier for støj fra vindmøller overholdes. Thisteds beslutning viser, at det budskab ikke er trængt tydeligt nok igennem. Men det må miljøministeren sørge for sker nu, så længe planlagte projekter ikke falder på baggrund af forvirring og usikkerhed i kommunerne om, hvad der er op og ned i debatten om lavfrekvent støj,» siger chefkonsulent i Vindmølleindustrien Hanne Jersild.